Vestia´s historie - Vesterbro siden 1897

Boldklubben Vestia er stiftet i 1897 på Vesterbro i København under navnet Vesterbro KFUM. De første år tog man i Søndermarken og spillede langbold.

I 1907 begyndte en gruppe af unge mænd at spille fodbold. De byggede mål af medbragte stænger og pæle på en grund på hjørnet af Sønder Boulevard og Enghavevej, der hvor bageriet Ambassadøren ligger i dag. Senere kom et klubhus til et stenkast derfra.

Nyt navn i 1946 - Vesterbro overgiver sig aldrig

Navnet Vestia er fra 1946 lige efter krigens afslutning, hvor Vesterbro spillede en vigtig rolle i modstandskampen mod tyskerne under mottoet ”Vesterbro overgiver sig aldrig”.

Historien fortæller, at formand Harry Ankerdal på 10 minutter fandt på navnet Vestia, fordi KBU som var en samling af københavnske klubber, krævede at man droppede navnet KFUM, hvis man skulle indgå i deres turnering. Harry Ankerdal fandt på at sammenskrive Vesterbro idræts-afdeling til navnet Vestia.

Fællesskab og god fodbold

I dag er Vestia stadig en ambitiøs breddeklub med stigende medlemstal. En klub der er forankret i fællesskab, god fodbold og med dybe rødder i Vesterbro.

Piger og drenge i de rød- og sortstribede trøjer ses ofte på Vesterbro og Kongens Enghave, når de er på vej på cykel eller gående i mindre grupper til træning eller kamp på banerne mellem Bavnehøj-Hallen, Vestre Kirkegård og Vestre Fængsel.

Klubmodul.dk